Jeg føler den hvide himmel, jeg føler de gråblå skyer, jeg føler den blodige sol.   Dette er altså verden. Dette er altså klodernes hjem.   En regndråbe!   Jeg føler de høje huse, jeg føler de tusinde vinduer, jeg føler det fjerne kirketårn.   Dette er altså jorden. Dette er altså menneskenes hjem.   De gråblå skyer samler sig. Solen blev borte.   Jeg føler de velklædte herrer, jeg føler de smilende damer, jeg føler de ludende heste.   Hvor de gråblå skyer blir tunge.   Jeg føler, jeg føler.... Jeg føler vist at jeg er kommet på en forkert klode! Her er så underligt..  

Ængstelsens medalje og en hånd om hjertet så ørerne hviner. Jeg kan ikke få samling på mig selv. Heller ikke søvnen. Søvn og selv. Det hænger sådan sammen. Altid. Eller rettere: Det hænger ikke sammen. En kollega hjemsøger mine nerver. Hvem tror hun jeg er? Beskyldningerne svier. Også om natten. Jeg er et omsorgsfuldt menneske. Æder det hele råt. Jeg tror at ængstelsen ligger der. At jeg er uden filter. At jeg ikke kan sortere. Til gavn for mig selv. Så siver det i sprækkerne. Så piber det i nerverne. Så griber hånden hjertet og trykker til. Som om en bøn griber dig, men det gør den aldrig. Kun hjertet der hamrer blindt og fortvivlet i natten. Tid og tilfælde. Død fisse du fødes af. Lad dig suge af nattens bryst. Lad dig drikke nattens sorte mælk. Ikke falde i søvnen, når det blot handler om at falde i søvn.  Din browser understøtter ikke afspilning af lyd.